Min krop sagde stop

Forandringernes vande slår bølger ind over mig, i øjeblikket. :)
For halv anden måneds tid siden, mærkede jeg herhjemme, at min krop satte hælene i. Jeg havde fået nogle erkendelser i gennem mit parforhold - og en ny bevidsthed fór i løbet af sekunder igennem min krop: nogle mønstre jeg havde holdt mig selv i, var jeg pludselig færdig med. Helt færdig, kunne jeg mærke. Min krop sagde stop - jeg havde nået bunden.

Det jeg var færdig med, var kamp. Jeg ville ikke længere kæmpe i mit parforhold. Kæmpe for udvikling sammen eller for, at være mig. Jeg ville ikke længere skulle sætte hælene i for, at min kæreste handlede og tog ansvar for at få hjælp til, at kigge på sine egne følelser, istedet for at projisere dem kraftigt over på mig, så jeg blev gjort forkert. Jeg så det først nu, at jeg i virkeligheden havde kæmpet - og følte mig mættet.

Igennem de sidste to år, har min rejse på kærlighedsfronten været, at stå op for mig selv, stå ved mig selv og mine værdier og livsanskuelse, at sætte grænser; sige til og fra, trække mig om nødvendigt og holdt fast i mig selv. Og det har været skønt! Fedt fra tidligere, at have levet et lidt halv-symbiotisk forhold til, at mærke mig selv og hvor jeg begyndte og endte. - Hvad der var mit og hvad der var andres.

Men pludselig den dag i september, gik det op for mig, at jeg på nogle fronter havde kæmpet alene.:-/ Jeg indså, at min søde kæreste på vigtige områder ikke havde samarbejdet og taget ansvar for sig selv. - At han havde brug for mere intens og støttende indsats udefra. - Jeg havde ikke (ind)set det før nu. Pyyh..... Erkendelsen ramte lidt hårdt.

Jeg kunne mærke, at det ikke var muligt for mig at fortsætte som jeg hidtil havde gjort det, i mit parforhold. Jeg kunne pludselig se, at jeg på nogle områder havde været blændet af et "røgslør", som de gamle mønstre og overbevisninger havde skabt, og derfor begrænset mig i at handle tilstrækkeligt selvkærligt. Og nu, da jeg fik øje på det, mærkede jeg, at det ikke skulle fortsætte.
Alt for mange kræfter og ressourcer, havde jeg brugt - uden at tænke over det. 

Fokus for mig i den sidste 2-årige periode, kontra endnu tidligere var, at holde fast i- og stå ved mig selv! Mærke mig selv og stå ved det jeg mærkede. Og dét syntes jeg, at have fået fat i og fået under huden.
- Næste lag her er ikke, at frarøve min partner hans kampe. Dem skal han selv lære- og vokse af!

Og ved du hvad? Ikke nok med, at der naturligvis er lettet ansvar og tyngde fra mine skuldre ved at gøre det klart, at han måtte begynde at kigge indad og arbejde med sig selv, hvis vores veje fortsat skulle følges. En anden sidegevinst er, at jeg kan mærke, at der begynder at ske en forandring i mit hormonsystem. Der bliver nu lagt større rum til at være kvinde, sårbar og naturligt feminin inden i mig.:) Og dette sætter nye bølger og erfaringer igang i min krop.

Vi har alle sammen noget med os fra vores opvækst. Såkaldte "blind spots" eller begrænsende overbevisninger, som vi har dannet som kompensation, i visse livsfaser. Overlevelses-mønstre og overbevisninger. Ofte er det andre der kan se dem hos os, men hvis vi træner evnen til- og øver os i, at kigge på og blive bevidste om vores mønstre, overbevisninger og begrænsninger igennem selvudvikling eller egenterapi, kan vi blive istand til at få øje på disse "blind spots" hos os selv.

Det frigiver SÅ uendelig meget rum til, at være uden at skulle gøre, når vi tør lytte til os selv og kigge indad, giver plads og gyldighed. Accept og anerkendelse af os selv - og plads til glæden, (sjælen), livet og nydelsen, i takt med, at vi giver os selv lov til at udtrykke os og stå ved det vi mærker.
Hvordan kan vi forvente at andre skal anerkende og tro på os, hvis ikke vi tror på os selv? Hvorfor tror vi, at de vil tage hensyn til os, hvis ikke vi selv gør det? :)

Efter at min kæreste i snart 2 måneder har været i intensiv terapi, er jeg pludselig ved at have fået mig... en ny kæreste! Det er rart, men også en tilvænning, kan jeg fortælle.;) Ja - tænk sig, at det kan skabe uro, at man pludselig får noget man har ønsket sig længe, men ikke har tænkt over manglede.. :D
- I øjeblikket bygger nye stier på vores smukke parforholdsrejse sammen, med hinanden i hånden - skridt for skridt.

Jeg har flere gange haft et ønske om, at vi skulle undervise sammen. - Jeg troede efterhånden, at der var temmelig lang vej dertil og havde faktisk givet slip på ønsket herom. - Men guess what? - Oven i hatten på al hans egenudvikling, er han nu startet på en psykoterapeutisk uddannelse! Og flødeskummet på kagen er, at vi nu arbejder på vores første workshop sammen. 

Hvis du vil vide og læse om hvad workshoppen handler om, kan du følge med på: https://www.facebook.com/heartinstitutedk

Kærlige tanker fra Methe Cecillie :)